Forfatter: suh

I sygehusets haller, hvor stilheden råder,
Ligger patienter, der håbet har svigtet.
I sengene sorgfulde skæbner forvitrer,
Mens læger og sygeplejersker efter heling har sigtet.

De lange ventetider, de tunge papirer,
Et sygehusvæsen i krise, hvor alle mister.
Mennesker i nød, der søger trøst og lindring,
Men systemet knirker og knager, det brister.

Hvordan er det kommet hertil, spørger man sig,
Hvor omsorg og medmenneskelighed har tabt sin plads?
I stedet for helbredelse, er der kun administration,
Og patienter lider, mens politikere diskuterer stress.

Lad os ændre dette system, lad os gøre det bedre,
For dem, der i sengene ligger og lider hver dag.
Lad os vende tilbage til hjertet af medicinen,
Hvor mennesker hjælper mennesker, og helbredelse ikke er svag.

Så lad os sammen kæmpe for et sundhedsvæsen i nød,
Hvor melankolien viger for håb og fred.
Lad os samles som samfund og kræve forandring,
Så sygehuset igen kan være et helende sted.

I virkelighedens skær, en drøm så tæt, Som gyldne tråde af sandhed og bedrag vævet. Jeg søger efter vågenhed, fra drømmens favn, Men virkeligheden holder mig fast som en trylleslået havn.

Drømmen strækker sig, som horisontens bånd, Hvor tanker og sanser smelter sammen, hånd i hånd. Jeg leder efter morgenens lys, et sted at vågne op, Men drømmen om virkeligheden holder mig i sit greb, dybt i sit kop.

Er dette en legende, en illusion så stærk? Er jeg fanget i virkelighedens net, uden en nøgle, der er nær? Jeg rækker ud efter sandheden, en skæbne så grum, Men virkelighedens drøm synes at vare evigt, som en endeløs strøm.

Kan jeg bryde denne trance, vågne fra drømmens favn? Eller er virkeligheden selv en drøm, som holder mig fanget i sin lan? Måske er det netop her, i drømmen, jeg skal finde min vej, Og forstå at virkeligheden og drømmen er ét, som natten og dagen, der går i streg.

Så lad mig flyde med strømmen, udforske denne tågede grund, Hvor virkelighedens drøm og drømmens virkelighed smelter sammen rundt. For måske er sandheden ikke at vågne op, men at omfavne denne strøm, Og finde skønheden i at leve, i virkelighedens drøm, som en evig blomst i blomstrende bølgekomb.

I sygdommens mørke, en tid så grå, Lå kroppen stille, uden livets glød og kår. Men dybt indeni, en kamp mod skyggen brød frem, Et ønske om helbredelse, som en gnist i mørket svævende.

Feberens flammer, som en brændende sø, Svækkede kroppen, lod kræfterne dø. Men håbet, det ulmede, som gløder i nat, En tro på bedring, en vilje, der aldrig forsvandt.

Dagene føltes lange, som en endeløs strøm, Men langsomt begyndte helbredelsen at drømme. Med medicinens magi og hvile i seng, Begyndte kroppen at hente sig, at vågne igen.

Gradvis svækkedes sygdommens greb, Og styrken begyndte at vende tilbage, trin for trin. Små skridt blev til store, som solen stiger op, Livet pulserede, som en kilde, der aldrig stopper.

Og endelig brød dagen frem, klart og blidt, Hvor sygdommen mistede sit skjulte bid. Kroppen, nu helbredt, i glæde og fred, Dansede med livet igen, som en fugl i luftens lethed.

Så husk, når mørket omfavner dig tæt, At sygdommens tid kan trække sig væk. For indeni dig bor en styrke, en kraft, Der vil guide dig tilbage til helbredelsens lyste og saft.

Når folk er fjollede, lyser verden op, Med latter og smil, der springer som en klokkerhop. De danser i gader, de snakker uden mål, Og glæden de spreder, den fylder hver en krog.

Med pjattede hatten og skæve skridt, De spreder en stemning, hvor alt kan ske og blive til lidt. Ordene de slynger som farverige balloner, Og tiden går langsomt, som solen ved horisonten.

Med narrestreger og morsomme grin, De viser, at livet er mere end kun sort og hvidt. I deres fjollerier, et øjeblik så fri, Findes en glæde, der bare vil være i.

Så lad os være fjollede, når vi kan, Slippe vores indre barn løs, som en viljestærk fan. For i fjolleriets dans og latterens sang, Finder vi lykke, der varer ved, langt ud i horisontens gang.