I sygdommens mørke

I sygdommens mørke, en tid så grå, Lå kroppen stille, uden livets glød og kår. Men dybt indeni, en kamp mod skyggen brød frem, Et ønske om helbredelse, som en gnist i mørket svævende.

Feberens flammer, som en brændende sø, Svækkede kroppen, lod kræfterne dø. Men håbet, det ulmede, som gløder i nat, En tro på bedring, en vilje, der aldrig forsvandt.

Dagene føltes lange, som en endeløs strøm, Men langsomt begyndte helbredelsen at drømme. Med medicinens magi og hvile i seng, Begyndte kroppen at hente sig, at vågne igen.

Gradvis svækkedes sygdommens greb, Og styrken begyndte at vende tilbage, trin for trin. Små skridt blev til store, som solen stiger op, Livet pulserede, som en kilde, der aldrig stopper.

Og endelig brød dagen frem, klart og blidt, Hvor sygdommen mistede sit skjulte bid. Kroppen, nu helbredt, i glæde og fred, Dansede med livet igen, som en fugl i luftens lethed.

Så husk, når mørket omfavner dig tæt, At sygdommens tid kan trække sig væk. For indeni dig bor en styrke, en kraft, Der vil guide dig tilbage til helbredelsens lyste og saft.