Angsten besøger mig

I mørkets dybe favntag, hvor stilheden råber,
Ligger angstens tågede slør, der knuger og slår.
Den kryber frem som en skygge, der danser,
Og fylder sindet med uro og kvælende tanker.

Angsten, en uventet gæst i sjælens bolig,
Som en tyngende byrde, der strammer og dolker.
Den river og flår i hjertets fine tråde,
Og maler mareridt på drømmenes glade låde.

Den skaber et fængsel af bekymringer og frygt,
Hvor håbets flammer kæmper mod mørkets byg.
Den strammer sit greb som en kold ståltråd,
Og indhyller sindet i en tåge af gråd.

Men selv i angstens mørke, hvor alt synes tabt,
Findes der et lys, der kan bryde dens skrabt.
Det er kærlighedens varme, der strømmer som sol,
Og venskabets styrke, der løfter som en skovl.

Så lad os sammen kæmpe mod angsten og dens nåde,
Med modet som våben og kærligheden som låge.
For selv i mørket er der et håb, der lyser,
Og i kampen mod angsten finder vi styrken, der trives.