Jeg er hjemme nu

På vejen gennem livet, blandt menneskets stimer,
Føler jeg mig som en vandringsmand uden hjem.
Jeg har ingen fast base, ingen sted at hvile,
Men jeg bærer mit hjerte som en skat i min brystkasse.

Jeg er ikke bundet af jordens grænser,
Jeg hører ikke til i nogen fast forstad.
Jeg er fri som vinden, der kærtegner træernes grene,
Og jeg lader mig lede af mit indre kompas.

I hver eneste by jeg besøger, i hver enkelt dal,
Er jeg blot en gæst, der rejser videre uden gal.
Jeg lader mig betage af kulturens farverige klæder,
Men jeg er ikke bundet til noget sted, ej heller til nogen red.

Jeg er en nomade, en drømmer uden grænser,
Jeg vandrer ad stier, der kun findes i min inderste kerne.
Jeg bærer min frihed som en krone af lys,
Og jeg lader mig føre af skæbnens uendelige vis.

For selvom jeg ikke har et sted at kalde mit eget,
Så føler jeg mig hjemme i mit eget sind,
For jeg bærer min verden med mig, hvor end jeg går,
Og jeg føler mig fremme, uanset hvor jeg står.