Min skal
I dag skinner solen, himlen er blå,
men indeni mig er det svært at forstå.
Mit ydre er stærkt, et pansret lag,
men indeni er der tvivl hver en dag.
Jeg går med rank ryg, blikket fast,
hver eneste bevægelse er omhyggeligt lagt.
Men indeni mig er der en storm, der raser,
en hvisken af tvivl, en hvisken af hvad-nu-hvis.
Jeg taler med sikkerhed, stemmen er klar,
men hjertet banker hurtigere end normalt.
For hvert ord, jeg siger, er der en frygt,
at nogen vil opdage min hemmelige svigt.
Mine skridt er bestemte, mit smil er bredt,
men skygger af tvivl følger med.
Jeg griner højt, en maskerade af glæde,
men indeni er der frygt, der ikke vil træde.
De ser mig som stærk, som en klippe så fast,
men under overfladen er jeg kun glas.
Jeg spejler mig i deres blik, så klart,
men ser kun en skygge af den, jeg var.
Hvorfor denne maske, hvorfor denne facade?
Måske fordi verden kræver en parade.
En parade af selvtillid, af styrke og mod,
mens jeg indeni føler mig så lille og godtro.
Men indeni mig bor der en anden stemme,
en stemme, der hvisker, at jeg kan blive ved.
At usikkerhed er en del af at være menneske,
og styrke findes i at turde vise sin skrøbelighed.
Så måske en dag vil jeg tage masken af,
vise verden min sande, ærlige skab.
For indeni mig bor der en styrke, ukendt,
en styrke, der vokser, når jeg tør være mig selv igen.
Og måske vil verden se mig, som jeg er,
både stærk og sårbar, med hjerte så nær.
For sand selvtillid kommer fra indeni,
når vi tør være ærlige, når vi tør stå ved.
Så jeg tager et skridt, et skridt mod frihed,
mod at være mig selv i al min skrøbelighed.
For indeni og udenpå skal forenes til sidst,
og i den enhed finder jeg min sande gist.